Udgivet i Skriv en kommentar

Babyers søvncyklus

babysøvn

Med udgangspunkt i min podcast episode om emnet søvn, får i her et lille skriv. Jeg har her taget et væsentligt uddrag af podcasten så du nemt og hurtigt kan genlæse det du hørte.

Podcast episoden kan blandt andet høres hos Podimo her

Hvad er normal søvn?

Normal søvn kan ikke nødvendigvis puttes i kasser, der er ikke et facit for hvad der er et rigtigt søvnmønster, og hvad der ikke er. Søvn inddeles i cyklusser, og hver cyklus har 4 faser, det ved vi. Der hvor det bliver svært at definere hvornår søvn er god, er når det kommer til længden pr. cyklus, og antallet af cyklusser barnet tager i streg.

Det er altså antallet af cyklusser og længden af dem som vi voksne vurderer ud fra når vi kigger på egen baby og de andres babyer. Hver baby har sit eget mønster, sin egen længde og mængde af cyklusser pr. lur, og det kan derfor sjældent svare sig at sammenligne sin babys søvn med naboens.

De 4 faser i en søvn cyklus

Hos det lille barn er en søvncyklus 30-40 minutter, mens det hos voksne er 90-120 minutter pr cyklus. en nattesøvn eller lur, består af en række på hinanden følgende søvncyklusser.

Fase 1

I søvnens cyklus findes der 4 faser, den første fase, er den fase hvor indsovningen begynder. Her vil man opleve at man begynder at falde hen, øjnene langsomt glider i, man misser med øjnene og kæmper måske lidt mod søvnen. I denne fase kan man hjælpe barnet godt på vej ind i søvnen på flere måder.

Bevægelse kan hjælpe barnet til at finde søvnen. Vi ved at rytmiske bevægelser frem og tilbage, altså gyngende bevægelser, beroliger nervesystemet og sænker barnets arousal. Vi investerede tidligt i en Leander vugge til Floke, og her kunne han ligge trygt i sin hule og blive gynget blidt frem og tilbage. det aflastede mine arme og ryg fra at skulle stå med ham i favnen, og var et godt alternativ til at trille en barnevogn frem og tilbage. Et andet populært og anbefalelsesværdigt redskab er slyngevuggen, med eller uden motor.

Fase 2

Anden fase er den helt lette søvn, her begynder hjernebølgerne at “fyre” langsommere. Søvnen her er nem at komme til at afbryde, og man kan ofte se at babyerne her ligger uroligt. Deres uro kan ligesom hos voksne resultere i at moro-refleksen udløses, man kender det måske selv fra det spjæt man indimellem oplever lige idet man er ved at falde i søvn. For at hjælpe barnet til at undgå denne type spjæt, og ufrivillige bevægelser kan man svøbe dem, når barnets er svøbt vil vi ligeledes give dem trygheden af afgrænsningen og et svøb beroliger barnets nervesystem ved blandt andet ved at efterligne følelsen fra afgrænsningen i livmoderen. Vi brugte et Cam Cam Copenhagen svøb, som simpelthen havde den lækreste kvalitet, i dag bruger jeg det selv som tørklæde når det er koldt udenfor.

Fase 3

I det tredje stadie har vi den dybe søvn, det er blandt andet her at vi kan lave en transfer af barnet, hvis fx. barnet er faldet i søvn i favnen eller ved brystet. I den dybe søvn bearbejdes de sansestimuli og indtryk som barnet har fået i løbet af dagen, og det er en vigtig fase for barnets trivsel. Hvis man er bekymret for barnets søvnmønster og kvaliteten kan man holde øje med om barnet bliver i den dybe søvn. Man kan med fordel forsøge at skabe en “hule” om barnet, som hjælper barnet til trygt at blive i den dybe søvn.

Fase 4

I fjerde stadie har vi REM søvnen, det er drømmesøvnen. Små børns REM søvn står for op til 50% af tiden i barnets søvncyklus, hvor det for den voksne er væsentligt mindre. Mange oplever at deres børn fra et bestemt tidspunkt på natten begynder at sove mere og mere uroligt, især hen mod de lyse timer (om sommeren). Det skyldes at jo flere cyklusser vi kommer igennem jo, mere af cyklussen vil bestå af REM søvn. I de sidste cyklusser har vi altså langt flere drømme og dermed urolige kroppe end vi har først i søvnen.

Hjælp til søvn

Efter hver cyklus er det normalt at vågne en smule op, det er en overlevelsesstrategi, for at tjekke at det stadig er sikkert at sove. Man kan hjælpe sit barn videre fra en cyklus til den næste. En måde at hjælpe barnet videre på er ved at benytte sig af de strategier som vi ved dæmper arousal og skaber tryghed, mange har stor glæde af at bruge en slyngevugge, som hjælper barnet gennem søvnen ved at holde en jævn rytme og give det bounce som vi forældre naturligt laver når vi vil berolige vores barn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.